
Rigtig mange af os er løbere, og for de fleste er det en nem og enkel motionsform. Lige indtil man får ondt i knæet, anklen, hoften eller noget helt fjerde. Kiropraktor Lars Top Møller forklarer om løberskader og ikke mindst, hvordan du forebygger dem.
Hvorfor løbeskader?
Lars forklarer, at hovedårsagen til, så mange får løbeskader sandsynligvis kan findes i, at det også er den sport, som rigtig mange danskere benytter sig af.
"Omkring nytår ser vi, at folk begynder at løbe. Ofte fordi de gerne vil smide julekiloene, og så kommer de til at starte for hårdt ud, fordi det skal gå stærkt med at tabe sig."
Det er netop overbelastningsskader – som man kan få ved bl.a. at lægge for hårdt ud med løbetræningen – som Lars ofte ser i klinikken:
"Det er ofte overbelastning af hoftebøjerne og opspændinger omkring hoftemuskulaturen, som vi ser, og det medfører et såkaldt Løberknæet mærkes på ydersiden af knæleddet, og det giver smerter fra lidt under knæleddet og måske en tredje del op på ydersiden af låret., hvor du får ondt på ydersiden af knæet, og så ser vi også skinnebensbetændelse relativt ofte."
Opvarmning og restitution er nøglen
Lars giver sine bedste råd for at undgå løbeskader. Han mener, det både er restitutionstiden og opvarmning, som spiller en vigtig rolle.
"For mange løbedage i træk vil stresse vævet, og så kan der simpelthen opstå inflammation. Ligesom det er vigtigt at holde pause fra sit løb, er det også vigtigt i den anden ende at varme op inden løb, for løbeskader opstår i højere grad, når led, sener og muskler er kolde," forklarer Lars.
Opvarmning kan bestå af mange ting, og derfor giver Lars sine bedste tips til de vigtigste aspekter af opvarmning:
"En god regel er, at både ens lægge, knæ og hofter skal være gennemvarme, inden man løber. Det kræver cirka en opvarmning på 10-15 minutters tid. Det er også godt at starte opvarmningen med at gå, og her er det vigtigt at tage flere lag tøj på, så man kan holde varmen til at starte med. Når man så begynder at løbe, kan man tage et lag af, når man bliver varm. På den måde undgår man overophedning. En god tommelfingerregel er at klæde sig på, som om det er 5-10 grader varmere, end det egentlig er."
Hvordan løber man rigtigt?
Selvom både opvarmning og restitution er vigtigt, kan selve løbestilen også have betydning for, hvorvidt man øger risikoen for at få skader, fordi den løbestil man har, kan påvirke belastningen, som man oplever ved løb. Derfor anbefaler Lars at afkorte sine skridt:
"Når man gør skridtlængden kortere, vil man kunne lave en mere rullende løbestil, som ikke giver den samme stødbelastning op igennem kroppen, og på den måde nedsætter man risikoen for at få skader. Derudover skal man undgå at øge distancen for hurtigt. Hold det gerne til max. 10% om ugen. Og som et sidste råd så er det også vigtigt at huske på, at man ikke skal sætte løberekorder hver løbetur. Indlæg et langsommere løbepas, hvor du ikke presser kroppen, men bare futter af sted i et, for dig, behageligt tempo, så passer du godt på kroppen."
Styrketræning?
Men det er ikke kun opvarmning og restituering, som Lars anbefaler. Han anbefaler også styrketræning:
"Det kan også være en idé at lave styrketræning af mave og ryg. Hvis man har en stærkere grundstyrke i sin muskulatur, er det skadesforbyggende," forklarer han.
Har du brug for en kiropraktor?
Du behøver ikke en henvisning. Find en autoriseret kiropraktor tæt på dig, og book din tid hos klinikken.
Find en klinik tæt på mig