
Hovedpinen opstår typisk i begge sider af hovedet, placeret i panden, issen eller nakken og beskrives som klemmende, trykkende og pressende – og den optræder ofte i kombination med svimmelhed. Der kan være mange årsager til hovedpine, men der er yderst sjældent tale om et tegn på alvorlig sygdom.
Den typiske form for hovedpine er spændingshovedpinen, og her kan årsagerne være muskelspændinger, fysiske belastninger, stress i hverdagen eller faktorer som dårlig søvn, nedsat syn eller sparsomt væskeindtag.
Hvad kan du selv gøre?
Mange vil opleve, at de med ganske få justeringer i hverdagen kan få hovedpinen til at forsvinde eller ændre sig, så de gode perioder forlænges. Generelt er det vigtigt, at du er så aktiv som muligt. Motion, sund kost, rygestop, forbedret søvnmønster og en godarbejdsstilling spiller en vigtig rolle i forhold til lindring af hovedpine. Desuden skal du være opmærksom på brug af medicin, da f.eks. et kortere forløb med hyppigt forbrug af Panodil (smertestillende) paradoksalt nok kan udløse kronisk hovedpine.
Formålet med dit forløb hos kiropraktoren er at udelukke mistanken om egentlig sygdom, afklare mulige årsager til din hovedpine samt vurdere effekt af behandling. Et udredningsforløb for spændingshovedpine består af en grundig forundersøgelse, hvorefter der stilles en eventuel diagnose og bliver lagt en plan for det videre forløb. Herefter har du mulighed for opfølgende konsultationer og en statuskonsultation efter fire uger. Din kiropraktor hjælper dig med smerterne, giver dig vejledning og vil løbende orientere din egen læge eller henvise dig til videre udredning, hvis der er behov for dette.
Har du brug for en kiropraktor?
Du behøver ikke en henvisning. Find en autoriseret kiropraktor tæt på dig, og book din tid hos klinikken.
Find en klinik tæt på mig