Brystrygsmerter

  • Af Dansk Kiropraktor Forening
  • Ryggen

Brystryggen er den del af ryggen, der strækker sig fra skulderåget til de nederste ribben. Smerter i bryst-ryggen og brystkassen kan stamme fra strukturer andre steder fx fra den nederste del af nakken eller de indre organer.

Der er rigtig mange strukturer, der kan give smerter i brystryggen: leddene og bruskskiverne mellem ryghvirvlerne, muskler, sener og ledbånd.

Nogle oplever, at deres smerter i brystryggen startede i forbindelse med en bestemt bevægelse eller stilling, men for mange er det ofte uklart præcist, hvad der udløste smerterne.

Smerter omkring brystet kan også være et tegn på blodpropper, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på sine symptomer.

Nedenfor kan du læse om symptomer og alarmerende symptomer. De alarmerende symptomer bør du være opmærksom på og søge hjælp for.

Under fanen ”Indblik” kan du læse mere om, hvordan en kiropraktor vil diagnosticere og behandle dine smerter, og hvad du selv kan gøre.

Symptomer

Kontakt din kiropraktor eller en specialist, hvis du oplever nogle af følgende symptomer:

  • En følelse af at noget er ”i klemme” eller ”stikker” i ryggen.
  • Du har ondt i ryggen.
  • En følelse af at noget ”spænder” eller gør ondt under skulderbladene.
  • Du kan mærke en spændthed på forsiden af brystkassen.
  • Du kan mærke en pressen for brystet.

Alarmerende symptomer

Du bør være ekstra opmærksom ved alarmerende symptomer og søge hjælp, hvis du oplever nogle af følgende symptomer:

  • Du får stærke smerter i brystet.
  • Du oplever pludselige, trykkende eller strammende brystsmerter.
  • Stærke brystsmerter, der stråler ud i kæben, venstre arm eller mellem skulderbladene.
  • Stakåndethed.
  • Du besvimer.

Indblik

Diagnosticering

Diagnosen stilles på baggrund af en undersøgelse hos en kiropraktor. Undersøgelsen vil tage udgangspunkt i dine symptomer og sygehistorik.

Kiropraktoren vil som regel undersøge ryggens generelle bevægelighed, ryggens led og ryggens muskulatur. Vedkommende vil også lave en undersøgelse af hjerte og lunger ved hjælp af et stetoskop, foretage en blodtryksmåling, tjekke din styrke, reflekser og følesans i arme og ben.
Kiropraktoren vil også udføre andre tests, hvor vedkommende primært bruger sine hænder til enten at provokere smerterne for at finde ud af, hvor de kommer fra.

Behandling

Når kiropraktoren har undersøgt dig og stillet diagnosen lægges en plan for det videre forløb.

Hvis det viser sig, at dine smerter stammer fra led, muskler eller nerver i området omkring brystryggen, vil kiropraktoren rådgive og eventuelt tilbyde forskellige behandlinger og øvelser, der kan hjælpe dig af med smerterne. Behandlingen kan bestå af , , kulde eller samt varmebehandling.

En del af dem der får ondt i brystryggen, oplever en markant bedring inden for de første uger, nogle oplever også at symptomerne vender tilbage og kan give problemer igennem lang tid.

Hvad du selv kan gøre

Det er altid en god ide, at du holder dig aktiv, selvom det gør ondt. Bevægelse hjælper dig, da det får ryggen til at slappe af og finde tilbage til sit naturlige bevægemønster.

Har du brug for en kiropraktor?

Du behøver ikke en henvisning. Find en autoriseret kiropraktor tæt på dig, og book din tid hos klinikken.

Find en klinik tæt på mig